KVINDEN BAG GARDINET

Da jeg kom hjem fra sangskriverkurset i 2014 var jeg meget begejstret for den idé, jeg havde fået om at skrive om ”Kvinden bag gardinet”. Jeg vidste lige præcis, hvordan jeg skulle fortælle historien og stikordene fløj ud af mig. Og med både musikken på plads og et par fængende tekstbidder, burde det jo ikke være noget problem for mig at skrive den sang færdig. Jeg havde før skrevet sange på hele og halve timer. Men jeg kunne simpelthen ikke få rigtig hul på det. Jeg skrev og slettede og byttede rundt og skrev lidt mere og redigerede, men det fungerede bare ikke. Jeg havde lyst til at fortælle ”Kvindens” historie uden at man skulle have medlidenhed med hende, imens man hørte den, men alt hvad jeg fik skrevet, var bare utroligt sørgeligt. Og jeg havde lyst til at skrive en sang, hvor jeg ikke ”proppede en bestemt følelse” ned i halsen på lytteren. Men jeg vidste ikke rigtig hvordan, jeg skulle gribe det an. Jeg lod sangen ligge nogle uger og prøvede så at finde teksten frem igen. Men det samme skete – nemlig ingenting. Jeg prøvede at beskrive hendes dagligdag, hvor hun handlede, hvordan hendes stue så ud, hvad der var på væggene osv. Men jeg synes, at jeg udleverede hende på en måde, som jeg ikke havde lyst til. Så jeg lod den ligge igen. Denne gang i næsten 2 år.

I 2016 tog jeg atter afsted på sangskriverkursus. Faktisk hele 2 denne år. Først på Grundtvigs Højskole, hvor Tue West var underviser og derefter til ”Nye sange” i Mern. Jeg havde et par idéer til hvilke sange, jeg ville skrive. Bl.a. en historie om en Hannah, som var sin mand systematisk utro. (Den blev i øvrigt færdig og er på EP-en, der udkommer 6. marts) Jeg fik skrevet et par andre gode sange, men ”Kvinden bag gardinet” blev ved med at spøge i baghovedet.

En morgen sad jeg og ”flowwritede” lidt for mig selv. Dvs. at man bare skriver løs uden at stoppe op eller redigere eller tænke for meget. Man skriver bare løs! Jeg kom bl.a. ind på, hvorfor jeg dog ikke kunne ”knække koden” til den sang og skrev igen lidt idéer ned. Og pludselig var det som om, at der var et klart billede inde i hovedet på mig, af et videokamera der havde stået og filmet ind i kvindens stue og som nu pludselig blev vendt om. Sådan at vinklen nu ikke længere var hvordan jeg/vi oplever hende, men hvordan hun oplever os og verden. Og så faldt det hele bare på plads! Bortset fra et par små rettelser tror jeg, at jeg skrev sangen færdig på sammenlagt 3 timer. Og allerede om aftenen sang jeg den for de andre kursister. Jeg fik virkelig mange rørende og fine kommentarer til den. En af de sjovere var, der vores coach Karen sagde: ”Jeg troede ikke, at det var muligt at skrive om en mand fra kommunen på en poetisk måde – men det er du altså lykkes ret godt med” 🙂

Jeg vidste, at den sang ville komme til at betyde noget helt særligt for min måde at skrive sange på fremover. Som om, at jeg havde fundet ind til kernen i hvordan jeg gerne ville skrive tekster. Efterfølgende har jeg fundet ud af, at det faktisk er et helt begreb for den måde at skrive sange på, nemlig ”Show it, don’t tell it”. Det vil jeg forklare jer lidt mere om i mit næste indlæg….